Skip to content

Projekt 4

Projektbeskrivelse

Hvordan kan et digitalt produkt hjælpe med at involvere unge mellem 20-25 år i et selvvalgt eksisterende velgørenhedsprojekt eller organisation?

Udfordringen afdækkes gennem kvalitative brugerundersøgelser. På baggrund af målgruppens og organisationens behov skal der designes og programmeres en digital brugergrænseflade samt produceres relevante indholdselementer.


Processen

Vi startede projektet med at oprette en fælles Google Drev-mappe, så alle i gruppen nemt kunne dele og tilgå materialer. Allerede på første dag brainstormede vi idéer og blev hurtigt enige om at tage udgangspunkt i en eksisterende velgørenhedsorganisation, der passede godt til den definerede målgruppe.

Vi valgte Natteravnene, da vi så et stort potentiale i at arbejde med deres koncept – især fordi der i forvejen er øget fokus på tryghed i nattelivet. Kort tid efter fandt vi ud af, at Natteravnene har en underorganisation kaldet De Unge Ravne, som faktisk allerede retter sig mod den målgruppe, vi ønskede at arbejde med. På den baggrund justerede vi retningen og valgte at fokusere direkte på De Unge Ravne.

Vi udviklede en idé til en app, der skal støtte unge i alderen 20-25 år i at engagere sig som synlige og alkoholfri deltagere i nattelivet – ikke som passive observatører, men som en del af festen. Via appen kan de dele, hvor de befinder sig, og hvor mange de er samlet. Derudover tilknyttes incitamenter som gratis entré, rabatter eller koncertoplevelser, for at motivere flere unge til at melde sig som frivillige.

Senere i processen interviewede vi en konstitueret projektleder fra De Unge Ravne, som kunne fortælle, at mange af vores idéer allerede var i brug. Derfor besluttede vi at undersøge, hvordan unge generelt forholder sig til frivilligt arbejde. Det gjorde vi via en fokusgruppe.

Jeg var desværre syg den dag, fokusgruppeinterviewet blev afholdt, men jeg bidrog både før og efter – blandt andet med research på målgruppen og idéudvikling, så vi kunne målrette vores indhold og funktioner.

Vores design system

Midtvejspitch

Den 3. oktober 2025 deltog vi i midtvejspitch sammen med resten af klassen og vores underviser Thomas. Vi præsenterede som den første gruppe og viste blandt andet en video fra fokusgruppemødet, vores infografik samt vores research – herunder sekundære data, analyser, interview, SCRUM board, Design Thinking og designsystem.

Vi modtog brugbar og konstruktiv feedback, som vi tog med os videre i næste sprint.

Efter pitchen holdt vi et kort statusmøde og lagde en plan for Sprint 3, hvor fokus skulle være på at udvikle prototype og starte kodning af det digitale produkt.


Sprint 3 – Ideation og udvikling

Mandag den 6. oktober begyndte vi på Sprint 3. Vi fordelte opgaver i SCRUM board og fokuserede især på den akademiske rapport, kodning og færdiggørelse af vores digitale løsning. Jeg arbejdede med en plakat, der kunne bruges til rekruttering af frivillige, og jeg bidrog med prototype i Figma.



Uge 42 – Efterårsferie

Vi havde på forhånd aftalt at holde ferie i uge 42. Jeg havde egentlig planlagt at bruge tiden på min eksamensopgave til 1. semester, men på grund af travlhed på hjemmefronten havde jeg ikke det store overskud. Jeg valgte i stedet at fokusere på at færdiggøre min procesportfolio, så jeg fortsat kunne følge med i projektets fremdrift.


Kodning

I løbet af projektet har jeg blandt andet arbejdet med at kode en pop-up-knap til tilmelding af nyhedsbrev, som gør det muligt for brugeren at skrive sig op direkte på sitet. Det var vigtigt for os at skabe en funktion, der både var synlig og brugervenlig, men som samtidig ikke forstyrrede brugeroplevelsen unødigt. Her arbejdede jeg med JavaScript for at styre pop-up’ens opførsel og timing.

Derudover har jeg også lavet en knap med hover-effekt på forsiden, som giver visuel feedback, når brugeren holder musen over. Selvom denne del primært er lavet med HTML og CSS, bidrager den til det samlede design og understøtter interaktiviteten på siden.

Gennem kodningsdelen har jeg fået styrket mine færdigheder – især i JavaScript – og oplevet, hvordan selv små funktioner kan gøre en stor forskel for brugeroplevelsen.


Refleksion

Overordnet set har det været et lærerigt og intenst forløb. Jeg oplever, at vi har haft et rigtig godt samarbejde i gruppen, hvor alle har været engagerede og ansvarlige. Det har resulteret i et gennemarbejdet produkt, vi kan være stolte af.

Der har været mange opgaver og deadlines, og til tider har det været en udfordring at balancere skole og privatliv. Alligevel føler jeg, at jeg har udviklet mig både fagligt og personligt. Jeg har især været glad for at arbejde videre med JavaScript – det har været fedt at se konkrete resultater i koden og få en dybere forståelse for funktionalitet og interaktion.

Jeg har også nydt at arbejde i Figma. Det er et værktøj, der passer rigtig godt til mig, da jeg kan kombinere det kreative og det tekniske i ét og samme flow. Det motiverer mig, når jeg kan se et digitalt produkt tage form visuelt.

Det var en kæmpe forløsning, da vi allerede kunne aflevere projektet om fredagen, selvom den officielle deadline først var mandag. Det gav en god følelse af overblik og afslutning – og vidnede om, at vores planlægning og samarbejde har fungeret i praksis

Forbedringer

I dette projekt har vi arbejdet med at optimere Unge Ravnes hjemmeside med fokus på brugerrejse, visuel identitet og funktionalitet som skulle tiltrække flere frivillige.

Udgangspunktet var en side, hvor organisationens egen identitet trådte i baggrunden, da logoet i øverste venstre hjørne var Fonden for Socialt Ansvar.

I den nye version har jeg integreret Unge Ravnes eget logo i headeren, hvilket styrker deres selvstændige visuelle profil. Logoet for Fonden er stadig bevaret i footeren, hvilket sikrer den nødvendige tilknytning uden at fjerne fokus fra Unge Ravnes budskab.

Typografien og størrelserne på overskrifter og tekster er blevet justeret, så de stadig er letlæselige og tydelige – som ønsket ud fra brugertest – men uden at virke overvældende eller forstyrrende i layoutet.

Desuden har jeg tilføjet en “Støt os”-knap, som gør det nemt for besøgende at engagere sig økonomisk – en funktion der også fandtes på den oprindelige side, men som her er fremhævet tydeligere. For at øge engagement og fastholde interessen har jeg også implementeret en nyhedsbrev-pop-up i nederste højre hjørne, så det er mere intuitivt for brugeren at tilmelde sig.

Disse ændringer er lavet med udgangspunkt i UX-principper og med fokus på at konvertere besøgende til frivillige.

FØR
EFTER