Opgavebeskrivelse
Første semester eksamen på Multimediedesigneruddannelsen er en mundtlig individuel eksamen, der tager udgangspunkt i den studerendes egen udarbejdede procesportfolio, præsentationsportfolio og plakat.
Procesportfolio – en blog/hjemmeside udarbejdet i starten af semesteret, der samler alt hvad den studerende har lavet af multimedieproduktioner, projekter, prototyper og procesdokumenter i løbet af semesteret, og er delt op i følgende:
● Opgavebesvarelser / dokumentation af eget arbejde.
● Som fast bestanddel vedlægges individuel kritisk refleksion over opgavebesvarelser.
Præsentationsportfolio – et website kodet fra bunden, der har til formål at brande den studerende målrettet arbejdsmarkedet. Denne portfolio udarbejdes i forbindelse med eksamensprojektet.
Plakat – en plakat der viser proces bag udviklingen af præsentationsportfolio.
Proces
Jeg startede med et koncept, hvor jeg ville præsentere mig selv som multimediedesigner, der arbejder bredt med grafik og design for kreative virksomheder.
Jeg lavede en farvepalette og begyndte på mine første wireframes i Figma.

Efter jeg fik feedback fra min studiegruppe og underviser, blev det tydeligt, at mit koncept var for bredt.
Derfor valgte jeg at researche målgrupper og justere mit koncept til kreative, kvindelige iværksættere.
Jeg ændrede farvepaletten og begyndte forfra med en ny visuel retning og opdaterede wireframes.
Jeg byggede en ny prototype i Figma baseret på det opdaterede koncept og layout.
Her arbejdede jeg med designprincipper som kontrast og nærhed, og jeg begyndte at tænke i komponenter (knapper, sektioner).


Jeg kodede siden op i HTML og CSS, og fik først senere styr på BEM-metoden.
Jeg ændrede derfor mange af mine klassenavne undervejs, så strukturen blev mere overskuelig og genanvendelig.
Jeg arbejdede også med media queries for at sikre responsivt design.

Jeg lavede en brugertest, hvor jeg fik konkret feedback om, at der var for meget whitespace, og at mit digitale kunstprojekt fangede mest.
Brugeren nævnte også, at “om mig” kunne være mere overskuelig, og at ikoner på forsiden lignede knapper.
Jeg justerede derefter layout, flyttede sektioner og forbedrede læsbarhed og galleri-funktion.


Jeg har gennem processen lært, at det ikke handler om at lave det rigtige fra starten, men om at lytte, analysere og forbedre.
Metoder og teori
Jeg har arbejdet ud fra Design Thinking som overordnet metode, hvor jeg har gennemgået en iterativ proces med idéudvikling, prototype, test og forbedringer. I den tidlige fase brugte jeg moodboard og farvepalette til at definere den visuelle retning og finde inspiration, som afspejlede mit koncept og målgruppe.
Herefter lavede jeg wireframes, som hjalp mig med at strukturere layout og hierarki på siden, inden jeg gik videre til at bygge en interaktiv prototype i Figma. Prototypen brugte jeg til at afprøve designvalg og modtage feedback, både via Silent Feedback fra undervisningen og en brugertest med en ekstern person.
Feedbacken førte til flere ændringer, bl.a. justering af whitespace, placering af sektioner og optimering af tekstindhold og billeder. Denne del af processen viser tydeligt Design Thinking i praksis, hvor løsningen forbedres i takt med ny viden.
I det visuelle arbejde har jeg aktivt brugt C.R.A.P.-teorien – især kontrast og nærhed – til at skabe en klar struktur, bedre læsbarhed og konsistens på tværs af sektioner. Jeg har også arbejdet med alignment i mit layout og gentagelser i knapdesign og farvevalg.
Under kodningen har jeg fokuseret på struktur og overskuelighed. Jeg begyndte uden BEM, men valgte undervejs at ændre min tilgang og implementere BEM-metoden for at navngive mine CSS-klasser mere logisk og skalerbart. Det har gjort min kode nemmere at arbejde med, og det er en tilgang, jeg vil fortsætte med fremadrettet.
Refleksion
Projektet har ikke været helt lineært, da jeg blev sygemeldt og har arbejdet lidt til og fra. Det har gjort processen mere udfordrende, men også mere lærerig. Jeg har skullet samle trådene op selvstændigt og tage ansvar for både design og struktur i mit arbejde.
Brugertest var en vigtig øjenåbner, og det har lært mig at lytte til brugeroplevelse og tage imod kritik konstruktivt. Jeg blev fx opmærksom på at mit oprindelige layout ikke formidlede mit indhold godt nok – og det motiverede mig til at justere og forbedre mit design.
Jeg har også indset vigtigheden af at have et klart koncept og en tydelig målgruppe. Derfor valgte jeg at indsnævre mit fokus undervejs, så min portfolio nu henvender sig specifikt til kreative, kvindelige iværksættere.
Endelig har jeg lært, at struktur i koden – især gennem BEM – er lige så vigtig som det visuelle. Det hjælper både nu og i fremtidige projekter. Det har været vigtigt for mig at opdage, at jeg lærer bedst ved at sidde med det og prøve det selv. Jeg har ikke altid kunne forstå kodning gennem teori alene – men ved at eksperimentere og løse konkrete opgaver, er min forståelse vokset.
Jeg føler stadig, at der er dele af kodning, som er svære for mig, og det kræver tid og ro at sætte sig ind i. Men jeg har fået mere mod på det, og føler, at jeg nu har et bedre fundament at bygge videre på i kommende projekter.
Alt i alt har jeg lært meget om designproces, kodning, brugerfokus og mig selv som skabende person. Jeg er stolt af at have gennemført projektet trods udfordringer og føler mig bedre rustet til næste semester.